BAGOM PALSGAARD GODS

En tidsrejse gennem landskab og historie

På Palsgaard befinder du dig midt i et 12.000 år gammelt landskab fra i istiden. På toppen af bakken blev det første Palsgaard bygget i 1412 som en fæstningsborg med godt udsyn over området.

Bakker og dale er spor fra istiden

Når en gletsjer glider hen over terrænet, skubber den jorden op og efterlader et landskab med bakker, små søer og slugter med smeltevand fra isen. Palsgaard ligger midt i sådan et smukt og varieret morænelandskab fra Weichel-istiden.

Den første borg blev brændt af kongen

I middelalderen blev borgen As Møllegaard opført i det frodige landskab med let adgang til søvejene. Vi kan datere borgens voldsted tilbage til 1270-1300.  

Allerede omkring år 1340 befalede Valdemar Atterdag borgen brændt og revet ned. I udgravninger har arkæologer fundet store klumper af smeltet jern og munkesten med spor af ild. I dag er voldgraven fortsat synlig, men resterne af borgens volde er godt gemt i træerne.

Palsgaard som fæstningsborg

Det nuværende Palsgaard blev opført i 1412. Palsgaard var en fæstningsborg, som blev bygget strategisk på en seks meter høj bakke lige ud til kysten. Her var det let at få øje på fjender til lands og til vands.

Hovedbygningens hvælvede kældre og førstesal er fortsat munkesten fra fæstningsborgen. I 1700 tallet skiftede borgen funktion fra fæstning til bolig. Hovedbygningen blev ombygget til dens nuværende udseende og voldgraven blev tilkastet.

Havbund blev til landbrugsjord

Fra dele af slotsparken har du udsigt over det flade område ”Haabet”. ”Haabet” var oprindeligt en afsnøret havbugt, som stod under vand frem til 1883. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 blev der over hele landet iværksat projekter til at øge fødevareproduktionen under ordsproget ”Hvad udad tabes skal indad vindes”.

På Palsgaard byggede man et dige, og med pumpestationer blev vandet sendt ud i havet.

Sådan blev 100 hektar vådt og sumpet areal afvandet og forvandlet til landbrugsjord. I begyndelsen blev området brugt til græsning og hø, men da pumperne overgik fra vindkraft til elektricitet, blev det muligt at opdyrke arealet.

Kortet viser området omkring Palsgaard. De røde markeringer er arealer, der i dag hører under godset.

Se mere her

Personer i Palsgaards historie

Schou-familien på Palsgaard

Palsgaard Slot gennem tiden

Det kan du opleve i Palsgaard Slotspark