Konen med hundene, Hanne Varming
SKULPTURER I PALSGAARD SLOTSPARK
Stålrotunde
Kunster: Erik A. Frandsen
Erik A. Frandsens monumentale stålcylinder virker på den ene side som en genstand, der er landet fra det ydre rum. Den er blank, skinnende, i buet stål – et smukt kunstværk midt i naturen. På den anden side spejler den alt omkring sig, naturen og dig som betragter bliver på den måde pludselig en del af det, man ser i værket. Værket tilbyder en parallel virkelighed, og netop det, er et gennemgående tema for Erik A. Frandsen – det samme er blomsten, den afskårne blomst som symbol på forgængelighed. I cylinderen er det eneste, du ikke kan spejle dig i de graverede blomster – de kan ikke ændres, døden er ikke til diskussion, men det er livets og årets gang heller ikke, det ser vi i spejlingen. Årstiderne skifter, livscyklussen er uendelig. Et værk der giver rum til eftertænksomhed…
Se flere billeder i galleriet nedenfor.
Om kunstneren
Erik A. Frandsen, f. 1957, er autodidakt billedkunstner. Han startede sit kuntneriske virke med at drage rundt i Europa og tilegne sig forskellige færdigheder. I begyndelsen af 1980´erne, var han med til at starte kunstnerfællesskabet ”Værkstedet Værst” med blandt andre Michael Kvium, Christian Lemmerz og Lars Nørgaard .
Erik A. Frandsen har gennem sit kunstneriske virke arbejdet i mange forskellige medier fra maleri og tegning til neon, mosaik og stål m.v. Motivisk spænder hans værk lige så vidt, fra det mere abstrakte ”vilde” maleri til figurative popart lignende værker med familiefotoet som udgangspunkt.
Kendetegnende for hans værk er dog fladen som flade snarere end som grundlag for den tredimensionelle illusion og det tidslige i oversættelsen af motivet, som noget flygtigt, hverdagsagtigt til noget statisk og langsommeligt som f.eks. når han lader et fotografi skabt på et øjeblik langsomt oversætte til mosaik.
Erik A. Frandsen er repræsenteret på de fleste større danske museer, blandt andet Statens Museum for Kunst, AROS, Kunsten og tillige en række udenlandske museer. Horsens Kunstmuseum har også en omfattende samling. Erik A. Frandsen har desuden lavet en del større udsmykninger, en af de mere kendte er hans udsmykning i Frederik 8.’s Palæ på Amalienborg.